icon-menu
Menu
icon-user.png
logout

TALENT-ELEV FORTÆLLER

Jeg hedder Karl , er 14 år og går i 7.T på Bagsværd kostskole & Gymnasium. Jeg har spillet fodbold siden jeg var 4 år, og badminton siden jeg var 7 år. Jeg er vild med begge dele, men for 3 år siden måtte jeg vælge, da jeg ikke kunne dyrke begge dele på højt niveau. Nu spiller jeg kun badminton, men nyder at gå i klasse sammen med en hel flok fodboldspillere fra FCN. 


I takt med at jeg brugte mere og mere tid på badminton, opstod behovet for at gå på en skole, hvor der er mulighed for at forene sport og skole. Derfor valgte jeg at skifte til Bagsværd Kostskole & Gymnasium og deres nyoprettede Talentklasse. 


For mig er fordelene ved at gå i en sportsklasse lette at få øje på: Ens klassekammerater forstår, hvad det vil sige at dyrke sport på eliteplan, med alt hvad det indebærer af træning, turneringer og priroitering af ens tid. Skolen har indrettet vores skema, så der er plads til at morgentræne 2 gange om ugen. Jeg træner således fra 7:30-9:30, men møder først 10:50. Dvs. at der er god tid til at få spist ordentligt, inden jeg skal møde i skole. 


Vi har også lektiecafe 3 eftermiddage om ugen. Det betyder at man er godt i gang med sine lektier, inden man kører til træning. En anden god ting er, at der serveres sandwich, frugt og juice, så man er tanket op med kulhydrater inden træning, og skolen har forståelse for,  at jeg nogle gange er væk pga. turneringer og på træningslejre. 


Vi har også en mentor (vores engelsklærer), som er i tæt kontakt med klubtrænerne, og som sørger for at give de andre lærere besked, hvis man er fraværende. Det er trygt at have et godt bindeled mellem skole og klub. 


Jeg spiller i Gentofte Badminton Klub. Det er en gammel hæderkronet klub som har fokus på både eliten og motionisterne. Vi har nogle rigtige gode trænere, som er gode til at motivere og få os til at yde det bedste. Vi har det godt og sjovt sammen i vores klub, så det er altid rart skulle til træning. 


I øjeblikket deltager jeg i et talentprojekt med Peter Gade. Her er vi 12 spillere fra forskellige Nordsjællandske klubber, som træner sammen 4 gange om ugen. Udover dette er der de almindelige klubtræninger, træningssamlinger med Badminton Danmark, rejser m.m. Alt sammen noget der kun kan hænge sammen fordi talentklassen er indrettet til også at tage hensyn til, at eleverne dyrker sport på eliteplan. 


Skrevet af Karl 7.T.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.