SAMFUNDSFAG A - ENGELSK A
Er du nysgerrig på verden omkring dig – både lokalt og globalt? Og vil du gerne styrke dine engelskkundskaber, så du kan navigere i en globaliseret verden? Denne studieretning har et stærkt internationalt fokus med vægt på forståelse af den nuværende verdensorden, internationale konflikter samt kultur og sprog.
I engelsk dykker vi ned i historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i engelsktalende lande som Storbritannien, USA og andre regioner. Vi arbejder med et bredt udvalg af materialer, herunder noveller, artikler, taler, blogs, film og podcasts. Samtidig undersøger vi i samfundsfag politiske, sociologiske og økonomiske aspekter, der præger verden i dag.
I engelsk bliver du trænet i at analysere forskelligartede engelsksprogede materialer og løbende udvikle dine mundtlige og skriftlige færdigheder. I samfundsfag anvender du teorier, laver analyser og deltager i diskussioner. Eksempelvis kan du lave undersøgelser af ungdomskulturer eller analysere mediernes rolle under valgkampe.
Undervisningen er varieret og byder på mange forskellige arbejdsformer, såsom faglige debatter, elevoplæg og kreative opgaver. Du kommer til at skrive synopser, blogs, essays og temarapporter, som udfordrer og udvikler både dine faglige og praktiske kompetencer.
Denne studieretning giver dig en stærk profil inden for både det samfundsvidenskabelige og humanistiske område. Hvis du drømmer om en karriere som journalist, jurist, kommunikationsmedarbejder eller med international politik, er dette en oplagt studieretning.
- SA A - EN A - Fy B / rt C - se opbygningen her.
- SA A - EN A - Bi B - fy C - se opbygningen her.
Studieretningen giver adgang til følgende uddannelser: Se adgangskortet (fysik B og retorik C) og (biologi B og fysik C).
Læreplaner for fagene kan læses her.